HorsensKunstUdstillinger

“Vrede”-udstillingen på Horsens Kunstmuseum

Udstillingen Vrede på Horsens Kunstmuseum

Hvor vred er udstillingen “Vrede” på Horsens Kunstmuseum? Det satte jeg mig for at undersøge en mandag i februar.

Jeg hører klassisk musik indefra den store udstillingssal og bliver trukket derind af violinens divergerende toner.

En pladespiller med en LP på – jeg går ud fra, at det er den, der spiller; senere kommer jeg mere i tvivl.

Er dette “Vrede”-udstillingen? Den forekommer mig ikke umiddelbart spor vred.
Men …

Udstillingen Vrede på Horsens Kunstmuseum

Et stort ansigt, en maske skabt af noget, der ligner en udskåret lecablok.

Pludselig vibrerer gulvet ved en dyb lyd. Torden? Opbyggende baggrundsmusik fra en spændingsfilm?
Noget bygges op, som – i gængs fortællerstil – om lidt vil blive udløst i en form for eksplosion, hvor plottet/historien/fortællingen kulminerer, hvorefter sandheden når overfladen.
Ja, jeg mærker følelsen af, at noget ulmer under overfladen.

En lyserød/lilla advarselslampe blinker. For at fortælle os at noget skal ske? Er ved at ske? Er sket?
Advarsel.

Blå og glimtvis røde pletter og prikker projekteres op på den hvide væg og danner et løbende mønster.
Indvendige vredesbobler stiger op mod overfladen.

Figurer i beton, i jernarmering, knust glas, granuleret bildæk og stål står sorte og grå som uformeligt formede monumenter fra månen – eller fra et udbrændt værksted – og vidner om noget, der engang var.
Nu nedbrudte, forbrændte, destruerede, som efter en voldsom begivenhed.
Storslåede monumenter som tilbageværende levn efter katastrofen.

Er ved at få en højttaler i nakken, da den skifter position på sin hængende skinne.
Låget på en pedalsskraldespand i sølv springer umotiveret op.
En syngende kvinde skubbes hårdt i ryggen på en tv-skærm.
En pladespiller drejer rundt og rundt uden lyd. Skudhuller og smadret LP.
Og nu lyden af noget, der splintres i tusind stykker.

Hold da op, det er virkningsfuldt.
Et totalbillede af vredens væsen.
Det er meget stærkt. Meget gribende.

Vredladen vrede.

Udstillingen “Vrede” på Horsens Kunstmuseum er en del af den store udstillingsrække, “De Syv Dødssynder”, som løber af staben i perioden 4. februar – 28. maj 2017 på 7 kunstmuseer i Region Midtjylland – se mere om udstillingerne her: De Syv Dødssynder.

De Syv Dødssynder -

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *